Bomuld er behageligt at sidde i, men bliver tungt af sved, hvor polyester tørrer, mens du er i gang. Smalle ben hænger ikke fast i pedaler og maskiner, og lommer med lynlås gør, at nøglerne bliver, hvor de er.
-93% 
-72% 
-64% .webp?width=3000)
-60% 
-60% 
-57% 
-55% 
-50% 
-50% 
-50% 
-50% 
-50% 
-50% 
-50% 
-50% 
-43% 
-43% 
-43% 
-43% 
-43% 
-42% 
-42% 
-42% 
-40% 
-40% 
-40% 
-40% 
-40% 
-40% 
-40% 
-40% 
-40% 
-38% 
-36% 
-33% 
-31% 
-31% 
-30% 
-30% 
-30% 
-30% 
-29% 
-29% 
-28% 
-27% 
-27% 
-26% 
-26% 
-26% 
-25% 
-20% 
-20% 
-16% 
-15% 
-15% 
-13% 
-6% 
-4% 
-80% 
Vi indsamler dagligt priser og sortiment fra 14 danske webshops.
Vi tjekker rabatterne — kun reelle nedslag i forhold til førpris vises som tilbud.
Du handler hos shoppen — vi linker direkte, og prisen er den samme for dig.
Træningsbukser dækker over vidt forskellige ting. Et par bløde joggingbukser til sofaen og et par tætsiddende løbetights til vinterløb hedder det samme i søgefeltet, men de er konstrueret til hver sin opgave. Køber du på tværs af de to, ender du enten med at fryse eller med at være gennemblødt.
Denne guide går tæt på de valg, der faktisk betyder noget: materiale, pasform, benafslutning, lommer og lynlåse, størrelse og vask. Til sidst er der de fejlkøb, som går igen, og de spørgsmål der oftest stilles.
Det lyder indlysende, men det er her de fleste går galt. Skal bukserne bruges i fitnesscentret, til løb udendørs, til holdsport, til yoga — eller mest til at have på hjemme?
Styrketræning stiller krav om bevægelsesfrihed i knæ og hofte og om, at stoffet ikke bliver gennemsigtigt i en dyb squat. Løb stiller krav om fugttransport, lav vægt og gerne refleks. Holdsport stiller krav om slidstyrke. Og loungewear stiller først og fremmest krav om komfort. Ét par træningsbukser kan sagtens dække to af disse — sjældent alle fire.
Materialevalget afgør mere end mærket på bagsiden. De typer, du vil møde, er disse:
Regelen i korte træk: bomuld til hvile og let aktivitet, syntetisk til sved. En blanding er et fornuftigt kompromis, hvis bukserne skal kunne begge dele.
De tre hovedtyper af træningsbukser løser hver sin opgave. Sweatpants og joggingbukser er løse, bløde og ofte børstede indvendigt — varme og behagelige, men de flagrer og suger.
Træningstights sidder tæt, følger bevægelsen og giver ingen modstand. De er det oplagte valg til løb, styrketræning og yoga, men mange har det ikke godt med, hvor lidt de skjuler. Overtræksbukser er lette, vindtætte og beregnet til at komme uden på det andet — til opvarmning, til sidelinjen eller til turen til og fra træning. Det er ikke bukser, du typisk træner i.
Stoffets vægt betyder mere end typen. Et par tynde tights og et par børstede vintertights ligner hinanden på et produktbillede, men er milevidt fra hinanden i praksis.
Skal træningsbukserne bruges udendørs i den kolde del af året, så kig efter børstet inderside, gerne vindtæt front, og eventuelt vandafvisende overflade. Til indendørs træning og sommer er det modsatte gældende: tyndt, luftigt og let. Har du kun råd til ét par, så vælg efter, hvor du træner mest.
Løse, lige ben giver luft og et afslappet udtryk, men kan hænge fast i pedaler, maskiner og møbler. Smalle ben er ryddelige og sidder af vejen, men kan stramme over låret, hvis du træner ben.
Tapered — vide over låret og smallere ned mod anklen — er blevet standarden på mange træningsbukser, netop fordi den kombinerer plads og et samlet udtryk. Kig også efter en kile i skridtet. Den lille detalje er ofte forskellen på, om bukserne følger med op i en dyb bevægelse, eller om de strammer.
Ribkant, altså elastisk kant, holder bukserne oppe ved anklen og ude af vejen. Åbne, lige ben giver et mere afslappet look og bedre ventilation. Snørre eller elastik i benafslutningen giver mulighed for at justere.
Lynlås ved anklen er værd at lægge mærke til, hvis du skifter tøj i omklædningsrummet eller på sidelinjen. Den gør, at du kan få bukserne af og på uden at tage skoene af. På overtræksbukser til holdsport er det nærmest et krav; på almindelige joggingbukser er det luksus.
Kan telefonen ligge i lommen, uden at den falder ud, når du sætter dig på en bænk eller lægger dig ned? Det spørgsmål afgør, om et par træningsbukser bliver dine yndlingsbukser eller ender bagest i skabet.
Se efter, om sidelommerne har lynlås, om der overhovedet er baglomme, og om en telefon i lommen slasker imod låret, når du løber. Nogle tights har en indvendig taljelomme til nøgle og kort — små, men brugbare. Og tjek, om lynlåsene har en flap bagved, så metallet ikke ligger mod huden.
Elastik alene er nemt, men giver med tiden efter. En snøre alene kan skære. Kombinationen er det, de fleste ender med at foretrække, fordi elastikken holder, og snøren finjusterer.
Højden på taljen er også et valg. Højtaljede tights bliver siddende under træning og støtter maven; lavere talje er køligere. Er snøren indvendig, kan du bruge bukserne til hverdag uden at have et par ender hængende — er den udvendig, kan du justere undervejs.
Flade sømme, ofte kaldet flatlock, ligger nærmest plant mod huden og gnaver mindre. Det mærkes især på indersiden af låret, hvor almindelige sømme kan give irritation på længere ture.
Refleks er ikke pynt, hvis du løber på veje i mørke. Kig efter refleksdetaljer nede ved anklen, hvor bevægelsen gør dem lettere for bilister at få øje på. Endelig er ventilationspaneler bag knæet og i skridtet værd at bemærke på bukser, der skal bruges til hård indendørs træning.
Størrelser varierer mellem mærker og især mellem europæiske og asiatiske produktioner. Mål din livvidte og din indvendige benlængde, og hold dem op mod producentens tabel frem for at gå efter den størrelse, du plejer.
Benlængden er den mest oversete. Er du høj, har mange standardbukser for kort ben; er du lav, samler stoffet sig ved anklen. Nogle producenter tilbyder korte og lange varianter af samme model — det er værd at lede efter. Køber du tights, så vær opmærksom på, at de skal sidde til for at virke: en tights, der er købt en størrelse for stor, mister hele sin funktion.
Tynde tights kan blive gennemsigtige, når stoffet strækkes. Det er et praktisk problem, ikke kun et blufærdighedsspørgsmål, og det rammer typisk de billigste modeller og de lyseste farver.
Mørke farver og et lidt tykkere stof er den sikre vej udenom. Tjek gerne anmeldelser af netop den model, du overvejer, for det er noget, købere er hurtige til at nævne, hvis det er galt.
De billigste træningsbukser findes hos supermarkeder og discountkæder, og de kan sagtens fungere til let brug. Mellemklassen — hvor de store sportsmærker som Nike, Adidas, Puma og Hummel har hovedparten af deres sortiment — giver typisk bedre stof, flere gennemtænkte detaljer og en pasform, der holder efter vask.
I den dyre ende betaler du for tekniske materialer, konstruktion og til dels for mærket. Det, der reelt flytter noget for de fleste, er springet fra det billigste til mellemklassen: sømme der ikke gnaver, en elastik der ikke giver op, og et stof der ikke bliver gennemsigtigt. Springet derfra og op er langt mindre mærkbart.
Sportstøj bør vaskes ved lav temperatur og vrenget, og lynlåse skal lukkes, så de ikke river i stoffet. Undlad skyllemiddel — det lægger sig i fibrene og forringer netop den fugttransport, du har betalt for.
Tørretumbler er hård ved elastan, og bukserne holder længere, hvis de lufttørres. Vask dem hurtigt efter brug frem for at lade dem ligge sammenrullet i tasken; det er dér lugten sætter sig fast for alvor. Følg altid vaskeanvisningen i bukserne — særligt hvis der er uld eller membran indblandet.
Klassikeren er at købe bomuldsbukser til løb, fordi de føltes bløde i butikken. Nummer to er at overse lommerne og opdage bagefter, at telefonen ikke kan være der. Nummer tre er at købe efter mærke i stedet for efter materiale og pasform.
Endelig er der størrelsen: mange køber en størrelse op for en sikkerheds skyld og får et par træningsbukser, der glider ned under træning. Mål efter, og læs producentens tabel.